Yolates: Træning for krop og sind

Case Af Morten Fischer
      |      | Flere cases   »

Mange sangere har allerede fattet interesse for yolates, men alle musikere kan have glæde af træningen, fortæller træneren Mikala Kissi og to af de deltagende musikere i denne artikel og web-tv-indslaget. Fordelen er ydermere, at DMF-medlemmer kan deltage via Artlab til en meget fordelagtig pris.

Stearinlys, et lille alter med en 12-armet hindugudindestatuette, dæmpet belysning og afdæmpet orientalsk meditationsmusik – så er stemningen sat for de otte deltagere, der er placeret på yogamåtter på gulvet. Og man lader sig ikke forstyrre af håndværkerne, der brager rundt lige uden for vinduerne her i gården ved den travle Gammel Kongevej.

Perfekt opvarmning til sangere

Mange musikere har stor glæde af Yolates-træningen, som de fortæller styrker deres holdning og hjælper dem af med spændinger. Sangeren Bonnie Denise, 30 år, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium, er meget begejstret for dette DMF-medlemskursus:

”Yolates involverer alle de muskler, der er vigtige at have styr på og kontakt til, når man er sanger – og musiker i øvrigt. Det er den perfekte opvarmning, når man skal ud at synge. Jeg går til det to formiddage om ugen, og så holder det resten af dagen, når jeg skal ud at synge.”

Derudover har Bonnie et opvarmningsprogram, hun kan lave på egen hånd de øvrige dage. ”Det går fuldstændigt i tråd med det, jeg har lært som sanger gennem hele min uddannelse,” fortæller hun.

Det er meget blandet, hvilke musikere, der træner yolates – både rockmusikere og violinister, producere og sangere kan findes på holdene. (Foto: Moren Fischer)

Det bedste fra flere verdener

Danske Mikala Kissi har selv udviklet træningsformen yolates, som er en blanding af yoga og pilates. Mikala har selv en fortid som håbefuld og hårdtarbejdende popsanger og danser bosiddende og studerende i London i otte år. Her stiftede hun blandt andet bekendtskab med yoga, ballet og pilates, hvilket hun satte sig for at udvikle til sin egen træningsform, da hun flyttede til hjemlandet for at slå sig ned.

”Jeg savnede noget, der havde flowet fra dansens verden – og alle de fantastiske kvaliteter, som yoga har med hensyn til ro, det spirituelle og det, der stikker lidt dybere og bliver en livsfilosofi. Og så pilates, der har nogle fantastiske teknikker til at styrke de dybe mavemuskler og ryggen, og får hele kroppen til at blive stærk fra inderst til yderst.”

Træning for hele kroppen

26-årige Cecilie Strange studerer på femte år på konservatoriet i Odense med saxofon som hovedinstrument på rytmisk linje. ”Det er meget nyt for mig,” fortæller Cecilie, der ikke tidligere har trænet yolates, men i dag supplerer sin styrketræning med yolates. ”Det er et forsøg på at få noget mere styrke i kroppen, for når man er saxofonist, belaster man meget nakken og det øverste af ryggen,” forklarer Cecilie, der også bruger yolates til blive smidiggjort og afspændt. ”Der er derudover også konditionstræning i det,” oplever Cecilie Strange, da det både inkluderer elementer af bevægelse fra dansen og styrketræning: ”Og så bruger man hele kroppen, så det ikke bare er, at man løber og kun får brugt sine ben, eller at man styrketræner og kun får brugt sine arme.”

Mikala Kissi er træner på DMF/Artlabs yolates-hold og hun har selv udviklet træningsformen. (Foto: Morten Fischer)

Det hårde musikerliv

”Man har brug for en stærk og smidig krop, der kan bære instrumentet eller stemmen,” mener Mikala Kissi. ”Men også livet ’on the road’ er helt vildt hårdt. Man sidder meget i en bus og får måske ikke lige den mad, man helst vil have. Så det med at bevæge kroppen er helt vildt vigtigt for at få flow og for at få udskilt de affaldsstoffer, der samler sig.”

For sangere og musikere i alle genrer

Det er meget blandet, hvilke musikere, der træner yolates, forklarer Mikala: ”Det er både rockmusikere og folk, der sidder og producerer elektronisk musik, men der er også mange klassiske musikere – for eksempel sangere og violinister, der får spændinger af at spille og synge.”

Træningen går også ud på at skabe et positivt sind for at frigive spændinger, fremhæver Mikala Kissi, der i dag har lagt musikken på hylden til fordel for yolates-undervisningen og sammenhørende aktiviteter. ”Næste projekt er et retreat udviklet sammen med musikeren Sarah Grabow for musikere og skuespillere. Så til maj tager vi til en smuk hytte i Norge, hvor vi skal have fokus på at få stemmen ud og få kroppen afspændt og stærk,” slutter Mikala Kissi.

Kursus
Krop & sind

Yolates

Få ny energi, styrke og velvære!

Pris og tilmelding

DMF-medlemmer kan melde sig til yolates med stor DMF-rabat. Træningen udbydes via kursuscentret Artlab og koster 550 kr. for en sæson med to ugentlige træningsdage (2.500 kr. for ikke-medlemmer). Der er igen mulighed for at melde sig til yolates i foråret 2012, når kursuskataloget er på gaden 1. februar med tilmeldingsfrist 2. marts.

Links

Læs mere om yolates hos Artlab/DMF:
www.artlab.dk/yolates

Læs mere om Mikala Kissis yolatas:
www.mikimiki.dk

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..