Workshop – Kom ud over scenekanten med Kristian Koch

Nyhed Af Line Ingberg Jepsen
      |      | Flere nyheder  »

KOM OG FÅ EN ØJENÅBNER OG GIV DIT PUBLIKUM EN GOD, MEDRIVENDE KONCERTOPLEVELSE

Workshop med performance coach Kristian koch

Vil du og dit band gerne gøre en indsats for at komme ud over scenekanten, når I optræder? Og skabe nærvær for publikum? På workshoppen ‘Ud over scenekanten’ fortæller Kristian Koch om, hvad der virker, og du/I kan få feedback på jeres optræden og blive bedre performere. Workshoppen afholdes i Esbjerg, Odense og Slagelse.

Få de andre i bandet til at se godt ud

Når man står på scenen skal man glemme sit eget ego og få de andre bandmedlemmer til at se godt ud. Det mener scenecoach Kristian Koch, der efterhånden har coachet en hel del musikere.

Men hvad skal der egentlig til for at give en god sceneoptræden, og hvor går det typisk galt?

“Typisk er bandmedlemmer ikke gode nok til at bakke hinanden op. Det gælder om at få de andre til at se godt ud på scenen. Du skal kigge på de andre i bandet, som om du vil give dem noget, og ikke som om du vil have noget,” siger Kristian Koch.

Kig på forsangeren

Kristian forklarer, at publikum automatisk vil kigge dér, hvor bandmedlemmerne selv har fokus. Og hvis alle i bandet har en fest med deres eget instrument, bliver det ikke en samlet oplevelse. I stedet bør de kigge på forsangeren og hinanden.

“Det er en fejl at tro, at alle i bandet skal kigge ud på publikum. Firkantet forklaret er det forsangeren, der skal kigge på publikum. De andre bandmedlemmer skal – i prioriteret rækkefølge – kigge på forsangeren, resten af bandet, deres instrument og endelig publikum,” siger han.

De ni zoner

Forsangeren skal til gengæld sørge for at skabe en god kontakt til publikum. En måde at gøre det på er at inddele scenerummet i ni zoner. “Kig ned i en zone og hold blikket der i minimum 5-10 sekunder. Ved at holde blikket i en zone, virker man nærværende og troværdig. På den måde vil publikum opleve, at man har fokus på dem, og samtidig føler de, at de kigger forsangeren lige ind i sjælen og hjertet” siger Kristian Koch, og fortsætter: “Man skal undgå et flakkende bilk, for det virker ofte forvirrende og fraværende.”

Bliv inspireret af Hollywood

Udover den direkte kontakt til publikum, er et andet vigtigt element at bygge koncerten ordentlig op. “Man kan låne utrolig meget fra berettermodellen, som 99,9 % af alle film i Hollywood er bygget op omkring. Det handler om, hvordan man kommer fra start, hvornår der skal være et vendepunkt, og hvornår man peaker, siger han, og uddyber: “Efter 18 minutter skal der ligge et vendepunkt. Hvornår begynder du at kede dig til en koncert? Det gør du typisk efter fire numre. Det svarer nogenlunde til 18 minutter. Der skal der ske noget, ellers begynder publikum at gå i baren efter øl”, fortæller han.

“Jeg tager det meget personligt, når et band jeg har coachet skal optræde. Jeg er meget mere nervøs, end de er. Jeg går og tænker ’bare det går godt og de kommer i mål’”, siger Kristian Koch.

Kursus
Sang & spil

Ud over scenekanten

Kom og få en øjenåbner og giv dit publikum en god, medrivende koncertoplevelse.

Kristian Koch

Kristian Koch er en af Danmarks mest benyttede foredragsholdere og coach, som både hjælper erhvervsfolk og musikere i at formidle troværdige og fængende budskaber. Kristian holder foredrag for erhvervslivet omkring kropssprog og menneskers bevidste og ubevidste signaler og coacher i forbindelse med interne og eksterne præsentationer. Kristian Kochs ekspertise bygger b.la. på en baggrund som skuespiller og over 12 års erfaring med rådgivning af musikere og erhvervsfolk. Kristian er uddannet coach og har Diplom i IT fra ITU.

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..