Ti bands på én scene

Nyhed Af Morten Fischer
      |      | Flere nyheder  »

Tredive musikere fra ti københavnske bands har slået sig sammen til Copenhagen Collaboration. Da kollektivet fik muligheden for at spille et job på Roskilde Festival, begyndte måneders planlægning bl.a. med en scenecoach.

Det var noget af en mundfuld for de tredive musikere i samarbejdskollektivet Copenhagen Collaboration – eller mere mundret CopCol – at forberede koncerten til Arena-scenen med plads til op mod 20.000 tilskuere på Roskilde Festivalen. Sangeren Rasmus Poulsen fra bandet You.You.You. og bassisten Sune Sølund fra Alcoholic Faith Mission sidder i styregruppen for CopCol og har brugt måneder på at planlægge den stort anlagte koncert på Arena, hvor de ti bands fra kollektivet skulle spille i sammenlagt to og en halv time.

Ét kæmpe band

I stedet for at det ene band optrådte efter det andet, havde de på bedste, kollektive vis valgt at blande sig på tværs af bands og spille med på hinandens numre. Nogle gange tredive(!) spillende og syngende musikere og andre gange blot fire, hvilket var med til at skabe stor dynamik og kontrast i koncerten. ”Da vi en måned før koncerten pludselig fik at vide, at det var Arena, vi skulle spille på, gik alle ti bands for alvor i gang med at øve på kryds og tværs med hinanden,” fortæller Sune Sølund om processen.

”Idéen er, at det skal fremstå som et kæmpe band og ikke som de enkelte bands,” forklarer Rasmus Poulsen om tankerne bag koncerten. I ugen op til koncerten mødte alle bands op til tre dage á femten timers øvning på et stort lydanlæg, der blev lejet til formålet. ”Ikke engang Roskilde havde et anlæg, der kan bære det her,” supplerer Sune Sølund.

Scenecoach hjalp til

En vigtig del af forberedelserne var også at få sceneoptrædenen på plads, og til det havde CopCol allieret sig med scenecoachen Kristian Koch, som har specialiseret sig i at coache og rådgive musikere i netop den disciplin. Med en baggrund som skuespilleruddannet og udøvende musiker har Kristian Koch udviklet metoder og undervisningsforløb til formålet.

”Musikerens vigtigste rolle er at bakke musikken rigtig op,” er et af hans mantraer, og selvom opgaven var usædvanlig i kraft af det store antal medvirkende, lykkedes det over al forventning, var der stor enighed om blandt musikerne. ”Et eksempel er at skabe et fællesskab på scenen, som er dragende på publikum. Det er et af de ’tricks’ man kan benytte sig af,” forklarer Rasmus Poulsen, der ligesom kollegaen Sune Sølund også fandt det praktisk med en udefrakommende person med kompetence til at se på deres optræden med friske øjne og være i stand til at rette på folk, uden at det blev personligt.
”Jeg synes, det er meget tydeligt at se forskel på folk, før og efter Kristian havde været der,” siger Sune Sølund. ”Det handlede meget om at samle folk til en enhed og få dem til at agere som ét band, og det var præcis det, vi havde brug for.”

”Aldrig prøvet noget lignende”

”De fleste af os har aldrig prøvet noget, der ligner det her,” siger Rasmus Poulsen om at spille 30 musikere på én scene – og så oven i købet på Roskilde Festival i Arena. ”Det paradoksale er, at hvis der bare kommer 600 mennesker, vil man nærmest ikke kunne se dem i det store telt, men samtidig vil det være det største publikum, jeg nogensinde har spillet for,” filosoferer Rasmus Poulsen i dette interview, der fandt sted dagen inden koncerten.

Arena-teltet skulle dog vise sig at blive pænt fyldt op med mange tusinde publikummer. De fik lejlighed til at opleve de ti bands, der flettede sig ind og ud mellem hinanden, mens man kunne følge med i sangene via en sætliste på CopCols facebookside. Musikerne, der indbyrdes så ud til at have en fest, forstod at sætte åbenlys pris på hinanden, og publikum lod sig i høj grad fange ind i den lange koncert, præcis som forberedt og planlagt med scenecoach Kristian Koch. Både Gaffa og Soundvenues anmeldere kvitterede med fire velfortjente stjerner.

Copenhagen Collaboration

Ti bands med base i København har skabt en fælles platform under navnet Copenhagen Collaboration. Det er et kollektiv, der skal styrke fællesskabsfølelsen og de familiære
bånd, som i forvejen trives i den københavnske musikundergrund. De medvirkende bands er Alcoholic Faith Mission, CODY, Sleep Party People, Hellraiserten, Monkey Cup Dress,
Stærosaurus, Before the Show, From Sarah, You. You. You. og Ondt and the Gracehoper. www.copcol.com

Fire gode råd til en bedre sceneoptræden

  • Hvis man er flere på scenen, er det ikke dig selv, men de andre på scenen, der er vigtige. Få dem til at se godt ud.
  • Bak hinanden op.
  • Bevæg dig i forhold til musikken – ikke i forhold til, at du skal underholde publikum. Lad musikken bestemme.
  • Find ud af, hvilken musikalsk historie du vil give publikum, så bliver det også meget lettere at spille.

Scenecoach

Kristian Koch har en baggrund som musiker og skuespiller og er en af de få i Danmark, der underviser i sceneoptræden for musikere. Tredive musikere på scenen samtidig betød blandt andet, at man måtte leje et særligt lydanlæg, der var stort nok til koncerten.
Kristian Koch kan bl.a. konsulteres i Artlabs musikersupport. ”Livesupport” er en onlineservice, hvor du indsender en livevideo af din optræden og får feedback og forslag til, hvordan du kan arbejde med fx at få din performance helt ud til publikum

www.kristiankoch.dk

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..