Sådan sætter du gang i udviklingen af din musik

Nyhed Af Line Ingberg Jepsen
      |      | Flere nyheder  »

På kurset ’Kreativitet, udvikling og god kunst’ kommer deltagerne via eksempler og samtale frem til måder, hvorpå de kan udvikle deres musik/kunst og sig selv som kunstnere. Kurset tager udgangspunkt i deltagernes egen kunst og andre eksempler primært hentet fra musikkens verden

Instruktør og initiativtager til kurset  ’Kreativitet, udvikling og god kunst’, Jakob Thorkild Overgaard, fortæller her om hans motivation for at lave kurset, og hvorfor det er relevant for mange musikere.

”Mange af de kunstnere, jeg selv ser op til, har flere gange i deres karriere ændret retning eller eksempelvis begyndt at arbejde med nye medier og materialer. Tag fx. PJ Harvey da hun lavede albummet ‘Let England Shake’ i 2011. Albummet handler om Englands krigsdeltagelse i konflikter ude i verden. Et emne, der umiddelbart ligger langt fra hendes øvrige arbejde. Ikke alene valgte hun et tema, der i forhold til hendes produktion var nyt, men hun valgte også en helt anden klang og produktionsmetode end tidligere. Hele albummet er indspillet live i en kirke med den naturlige rumklang. Det giver en meget speciel lyd og kombineret med tekstuniverset skabte hun et album, der var helt sit eget og som samtidig var en manifestation af PJ Harveys særkender. Dels som sangskriver, dels som guitarist og dels som sanger. Hun er et godt eksempel på en kunstner, der bruger forskellige muligheder for derigennem at skabe et værk, der står alene i forhold til, hvad der ellers findes af musik på markedet, men også i forhold til hendes egen produktion. Dette samtidig med at albummet alligevel virker som en naturlig progression i PJ Harveys arbejde,” fortæller Jakob Thorkild Overgaard.

“Et andet eksempel er Asger Jorn – én af Danmarks igennem tiden største billedkunstnere og keramikere. Ikke ret mange ved, at Asger Jorn, mens han boede i Paris flere gange, er besvimet på gaden af sult. At han, mens han boede i Silkeborg, gik rundt til slagteren og købmanden og byttede billeder for mad til sig selv og sine børn. Han er et eksempel på en kunstner, der holdt fast i sin kunst, og som ofrede alt for den. Denne dedikation ses sjældent i dagens Danmark. Alt for ofte kommer diskussionerne til at handle om arbejdsvilkår og muligheden for at spille sin musik og andre udenoms diskussioner, der egentlig ikke har noget med kunst at gøre. Heller ikke ret mange ved, at han selv finansierede en stor udstilling på et museum i København, hvor der stort set ikke kom nogle gæster. Han gik nærmest fallit på dette. Men alligevel insisterede han på sit eget udtryk og var indstillet på, at det kunne betyde, at han kunne dø som en totalt undereksponeret og meget fattig mand.”

“Hvis vi sammenholder de to eksempler sidder vi tilbage med inspirationskilder, der på én gang fortæller os, at vi skal holde fast i vores kunstneriske integritet, og som samtidig fortæller os, at vi skal udvikle os, og vi skal være relevante for vores omverden. Asger Jorn arbejdede ikke alene, men var en del af en kunstbølge i hele den vestlige verden. Han var også medlem af kunstnergruppen COBRA – der var en international gruppe, som arbejdede inden for den moderne ekspressive og abstrakte kunst. Derfor kan man meget vel sige, at Jorn også arbejdede inden for et felt, der havde samfundsmæssig relevans,” forklarer Jacob.

“Og dette er rigtig vigtigt, hvis vi skal overleve som kunstnere. Det er ikke ensbetydende med, at man forlader sine idealer og i stedet lefler for storkapitalen. Overhovedet ikke. Det, der er kernen i det, er, at vi NETOP skal arbejde ud fra vores egen kunstneriske integritet, men alligevel erkende verden omkring os og interagere med den. Kunst er social i sin grundkonstruktion. Kunst laves, fordi kunstneren gerne vil kommunikere, men hvis kunsten befinder sig et helt andet sted end resten af verden, kan det være vanskeligt at få den nødvendige gennemslagskraft. Derfor arbejder vi på kurset med at sætte vores kunst i perspektiv og reflektere over den og i sidste ende få kontrol over vores kunst,” fortæller Jacob.

På kurset får deltagerne desuden hjælp af 5 dygtige og forandringsorienterede kunstnere, der giver deres perspektiv på forskellige temaer:

Jomi Massage – Emne: Improvisationsteknik – kickstart af din kunstneriske nyudvikling
Christian Hjelm – Emne: Forandring og ny lyd
Trine Lise Væring – Emne: Den konstante udviklingsproces
Sara Grabow – Emne: At udfolde sig kreativt i flere retninger
Jakob Anderskov – Emne: Improvisation som livsfilosofi

Fakta om Jakob Thorkild Overgaard
Jakob Thorkild Overgaard er musiker, forfatter, underviser og kurator. Cand.mag. i Musikvidenskab fra Københavns Universitet. Har udgivet inden for den improviserede musik i mere end 10 år og fungeret som fast medlem af Marie Key Band og elektrobandet Deers of Darkness. Ekstern lektor ved Københavns Universitet. Skriver bøger om musik, liv og livet med musikken. Kunstnerisk kurator i Huset-KBH.

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..