KYS OG COWRITE – om Camp Cowrite

Nyhed Af Anne Aarup Bay
      |      | Flere nyheder  »

Små kys, store grin, et kursus hos KODA/Artlab og mængder af god kaffe er opskriften på, hvordan man får gang i et velfungerende cowriter-team.

Vi har sat den tidligere populære Camp Co-write på forårets program – få genopfrisket din hukommelse med artiklen ‘Kys og Cowrite’ fra 2008.

Små kys, store grin, et kursus hos KODA/Artlab og mængder af god kaffe er opskriften på, hvordan man får gang i et velfungerende co-writer-team. Sådan starter historien i hvert fald for Kiss’n Fly Songwriting, der består af musikerne Annette Bjergfeldt, Morten Lundsgaard og Anneli Lindeborgh. Trioen mødte hinanden i et ude-forsæsonen-Gilleleje, hvor KODA/Artlab afholdt en intensiv Camp Cowrite i foråret 2007. De tre klikkede instinktivt både musikalsk og personligt – så meget, at det med Annelis ord ville være latterligt ikke at mødes igen.

Jeg mødte de tre i Mortens baggårdslejlighed på Nørrebro, hvor samarbejdet efter turen til Gilleleje er flyttet hen, til en snak om Camp Co-write, cowriting generelt og Kiss’n Fly Songwriting specifikt. Både Morten, Annnette og Anneli har en baggrund som udøvende musikere, og de har alle i større eller mindre grad prøvet kræfter med co-writing indenfor forskellige genrer inden de ankom til campen. Den blev lidt af en øjenåbner, når vi taler deciderede pophits. ”I Gilleleje fik vi tre forskellige opgaver at vælge imellem. Det var ekstremt koncentreret og fuldstændigt målrettet, hvilket var virkeligt rart,” fortæller Morten. Morten bliver af Anneli udnævnt til sangskriverteamets rockmamma med blandt andet en baggrund som guitarist i Baal, Annette udgiver plader i eget navn, har co-writed med navne som fx Teitur og skrevet bogen ’Kogebog for sangskrivere’, mens Anneli laver nummer et house-hits i Bulgarien og i øjeblikket indspiller med elektro-bandet Powderdust. Efter eget udsagn har de forskellige genremæssige baggrunde, så da de skulle vælge opgave på Camp Cowrite gik de i gang med et R’n’B-nummer, ”for så var vi alle sammen på udebane”, fortæller Anneli. Annette supplerer hende: ”Vi kommer fra meget forskellige verdener, men så har vi også en fælles smag et sted, hvor det bare rammer. Det, at vi har forskellige baggrunde, gør at vi supplerer hinanden rigtigt godt.”

Lejrskole for sangskrivere

Processen omkring sangskrivning er delt op i tre: tekst, melodi og produktion. Derfor deler arrangørerne bag Camp Cowrite deltagerne op i grupper på tre, som tilsammen dækker disse områder. Specielt Annette og Anneli er meget overraskede over, hvor vigtig produktionen af numrene er. ”David Rowley, som er forlægger og en del af kurset, spillede et nummer fra en sangskriver for os, og bagefter spillede han nummeret med den rigtige kunstner. Det var præcist de samme ’dippedutter’ og ’dippedinger’, der var på den færdige version – det eneste, der var lavet om, var kunstnerens vokal, og så var c-stykket kortet ned til det halve” husker Annette. ”Jeg har altid troet, at folk godt se igennem med, at en akkord var lidt dårlig, eller at jeg lige sang lidt falsk. Men selv de mest erfarne folk kan jo ikke vide, hvad du inde i dit hoved havde tænkt dig, der skulle laves om ved en eller anden akkord”, stemmer Anneli i. Men når forlæggerne sidder med 200 sange og skal vælge fem ud, så går det hurtigt, og derfor skal produktionerne være lige til at gå til, forklarer Morten. De tre fremhæver alle det, at der var forlæggere til stede på Camp Co-write som noget ekstremt vigtigt ved kurset. ”Kurset var ikke bare teoretisk skolegang, men der var respons med det samme. Laver man noget godt, så er der faktisk en forlægger med pondus til stede, som kan ringe til Universal i morgen og få tingene ud,” siger Annette, ”det betyder, at vi allerede på kurset fik et vigtigt netværk og nogle rigtigt gode kontakter, som vi stadig jævnligt er i kontakt med. Det, synes jeg, er helt ekseptionelt!” En anden ting ved kurset, som i Kiss’n Fly’s øjne er værd at nævne, er det, at kurset var placeret uden for København. Kurset bliver beskrevet som noget lignende det at tage på højskole eller lejrskole, hvor der bliver arbejdet hele tiden og alligevel også festet: ”På et tidspunkt stod alle syv deltagere plus løst inviterede kl. tre om natten og skrev en sang, som vi indspillede, og alle syv var med i bandet. Der er noget skønt ved at tage hen til et lille sted, hvor man arbejder, og kun gør det.”

En musikalsk lottoseddel

De tre medlemmer af Kiss’n Fly synes alle, at det er enormt dejligt og befriende at arbejde med co-writing. ”Dether projekt er lidt et kys, det er sådan et kærlighedsprojekt. Vi synes, det er helt vildt sjovt og dejligt at lave det, men så flyver det også bare videre,” forklarer Annette. Morten ser det som en dejlig afveksling til at turnere og spille jobs i weekenderne, og alle tre ser det som et mere fremtidsorienteret og familievenligt projekt. ”Man kan jo ikkeoptræde på MTV om 20 år, og min far er glad for, at jeg også laver noget mere alderdomsvenligt,” siger Anneli, mens hun skraldgriner. Mit indtryk er, at der bliver grinet rigtigt meget, når Kiss’n Fly arbejder. Men at Kiss’n Fly ikke kun er et hyggeprojekt, står helt klart. På sigt kunne alle tre godt tænke sig at leve af at skrive sange til andre. Men om det bliver sådan, har de endnu ingen anelse om. Annette beskriver Kiss’n Fly som en musikalsk lottoseddel: ”Den enestemåde vi kan vinde noget på, er ved at blive ved med at lave sange,” mens Morten ser branchen som en guldgraverbranche, hvor man ikke kan være sikker på at støde på den åre, der giver guld. ”Derfor er det vigtigt, at man griner, drikker god kaffe og spiser brownies, mens vi skriver sangene. På den måde bliver man allerede betalt, selvom sangene ikke kommer nogen steder hen,” slutter Anneli af.

Original artikel

 

anneli lindeburgh

Anneli Lindeborgh

mortenlundsgaard

Morten Lundsgaard

annettebjergfeldt-lrg

Annette Bjergfeldt

Indholdet af Camp Cowrite er siden Morten, Annette og Anneli deltog blevet justeret:

Læs om det aktuelle kursus her

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..