Hvordan sælger du dig selv eller din virksomhed via nyhedsbreve?

Nyhed Af Line Ingberg Jepsen
      |      | Flere nyheder  »

Nyhedsbreve kan noget særligt. De kan hjælpe dig med at fastholde dit publikum og forblive i dine kunders bevidsthed. Og til marts kan du lære, hvordan du helt konkret lægger en god strategi, skriver nærværende og finder interessant indhold til dit nyhedsbrev.

Bo Skjoldborg er instruktør på workshoppen “Effektivt salg med nyhedsbreve” og her fortæller han lidt om, hvad nyhedsbreve kan gøre for en kunstner og hvad man får ud af at deltage på workshoppen. Workshoppen afholdes i København + Aarhus.

Hvad går kurset ’Effektiv markedsføring med nyhedsbreve’ ud på?
”Kurset går ud på at klæde deltagerne rigtig godt på i forhold til at styrke deres synlighed, samarbejde, salg osv. Det gør man især ved at lave og udsende et rigtig godt, interessant og appetitvækkende nyhedsbrev – så du stille og roligt får opbygget et tillidsforhold og en stærk relation til dit publikum, dine kunder og brugere, og så folk fortæller godt videre om dig og det, du laver. Og så de selv kommer tilbage for at få mere. Et af de væsentligste tricks er at forære noget værdifuldt væk … og at blive ved med gøre det. Den oplevede værdi, når publikum læser eller lytter med, skal LANGT overstige besværet (fx ved at læse, klikke, finde rundt osv.). Giv noget af ægte værdi, så får du det dobbelte eller meget mere tilbage.”

Hvad er det lige præcis, et nyhedsbrev kan gøre for en musiker? (Hvordan?)
“Nyhedsbrevet giver dig en unik mulighed for at vende tilbage til folk, der tidligere har kunnet lide dine ting. Det kan være nogen, der har skrevet sig på listen ved en koncert, købt en cd eller downloadet et nummer, deltaget i en workshop osv. Det er her hele humlen ligger – i at du vender tilbage. Igen og igen. Det er ikke et hurtigt PR-stunt. Det er en langsigtet og meget, meget effektiv proces og dér, hvor nyhedsbrevet bliver langt mere effektivt end f.eks. PR, Facebook og andre sociale medier! Folk har selv bedt om at høre fra dig – de har bedt om at høre nyt om dit kunstneriske virke, dine plader, koncerter osv. De bliver glade for at høre fra dig og dukker måske op til koncerten eller hyrer dig til noget helt andet, du ikke har tænkt på, men gerne vil. Nyhedsbrevet gør, at du hele tiden styrker og skaber en tæt relation med publikum. Så du sælger meget mere. Du bliver simpelthen et reelt brand.”

Hvad får deltagerne ud af at gå på kurset? Og er der nogen særlige krav?
“Konkret bliver deltagerne udstyret med strategiske værktøjer til at få flere folk på deres nyhedsbrevsliste, få dem til at blive der, få nyhedsmailen til at spille sammen med PR og sociale medier mv. Og så får de masser af ideer til indholdet, storytelling osv. – foruden at du selvfølgelig får værktøjer til at skrive bedre tekster. Kort sagt: Lær at skrive, så det sidder i skabet, og så det lægger gaderne øde. Rigtig mange musikere skriver enten alt, alt for forsigtigt om det, de laver – eller også meget klichefuldt (”den legendariske trommeslager” osv.). Vær dig selv og være personlig, også når du skriver.

Hvad er din baggrund for at være instruktør på kurset?
“Som skønlitterær forfatter ville jeg have haft et langt mindre publikum – og et meget dårligere salg! – hvis ikke jeg var begyndt at lave mit nyhedsbrev ’Flowskrivning’ for tre år siden. Nyhedsbrevet er kernen i min forretning, synlighed og overlevelse – både mht. kurser, workshops og nye bøger – både fag- og skønlitteratur. Derudover har jeg skrevet over 2.000 kommercielle tekster som tekstforfatter for firmaer og kunstnere – dvs. jeg ved en hel masse om, hvordan man skriver, så det virker – og dermed giver synlighed og sælger.”

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..