“Det var jo bare en tegning” – Mød en kreativ iværksætter

Case Af Line Ingberg Jepsen
      |      | Flere cases   »

Cindy Vildgaard er 34 år og uddannet folkeskolelærer og multimediedesigner. Hun har brugt samlet set 10 år i smykkebranchen, og efter at have gået på Artlabs kursus ‘Kreativ Iværksætter’ er hun sprunget ud som iværksætter med sin industrielle designproduktserie one2stir.

En skuffe, en tegning og en ske
One2stir er i bund og grund en ske. En ske i mange variationer, og en idé, der længe rumsterede hos Cindy Vildgaard. Tegningen til skeen lå godt gemt i skuffen et års tid. Hun tog den frem og kiggede på den flere gange, men lagde den tilbage hver gang. ”Det var jo bare en tegning”, siger Cindy. Men en periode med ledighed gjorde, at tiden var inde til, at tegningen skulle blive til virkelighed.

”Da jeg blev ledig i sommers, tænkte jeg, at nu skal der eddermame ske noget. Jeg har prøvet at være ledig én gang før, og jeg tænkte, at denne gang skal jeg ikke være ledig ret længe, for det kan være et grimt hul at komme op af. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg ikke kan få et job, så må jeg skabe mit eget job. For jeg gider ikke sidde på den dér dagpengebænk og have ondt af mig selv.”

Lyst til at være kreativ iværksætter
Lysten til at tage et iværksætterkursus havde været der længe og sammen med en god konsulent på IKU i Køge fandt Cindy ud af, at Kreativ Iværksætter på Artlab måtte være det helt rigtige kursus for hende. Og det var det. ”Jeg føler mig simpelthen så beriget af at have gået på det her kursus. Det har været nogle absolut skønne mennesker, jeg har gået sammen med, og det er nogle superkompetente undervisere, der har været på besøg og give input. Jeg kan også mærke, at jeg kan bruge det til andet end mit eget iværksætterprojekt. Min mand og min familie har også gavn af det. Familien Vildgaard har altid gang i en masse ting, og det hjælper, at jeg bl.a. kan opsætte handlingsplaner for projekterne. Vi er en blandet flok kreative iværksættere med alt fra fotograf, guldsmed, ølbryggere og industrielt design.”

En ske med mange muligheder
Hun lægger prototyper af one2stir ud på bordet. Her er små skeer til kaffe og the, længere skeer til longdrinks samt det helt store til salatbestik. De er lavet i akryl, træ og stål, fås i mange farver og med mulighed for alskens varierende mønstre, f.eks. som en nodenøgle til musiklivet eller med indgraveret eller fræset logo til private firmaer. Mulighederne er mange. Udover one2stir har one2grab – en gribetang i varierende størrelse – også lige set dagens lys.

Cindy har ikke opfundet den dybe tallerken med one2stir, for det er som sådan ikke et nyt produkt. Men det er et innovativt produkt, da hun har taget udgangspunkt i noget, der allerede er, har fornyet det og gjort det til sit helt eget produkt. ”Det gør mig helt rørt, når folk siger, at det er en rigtig fed idé. For den kunne jo have ligget i skuffen sammen med de andre tegninger endnu”, siger Cindy.

Prototyper og økonomisk produktion
For at have et fysisk produkt at vise frem for potentielle kunder, og ikke bare vellignende tegninger, har Cindy nu fået lavet forskellige prototyper. Dem fik hun lavet på FabLab i Odense, hvor man kun betaler for de medbragte materialer samt transporten dertil. Det var derfor en overkommelig udgift. Udover prototyperne er det ikke tanken at producere flere skeer, før der er kommet kunder i hus. Det kan være svært at få finansieret en rigtig produktion, og da Cindy har både familie, bil og hus at tage hensyn til, så er den økonomiske risikovillighed ikke stor. Det går simpelthen ikke at sætte sig selv for hårdt. Tanken er derfor, at det er den, man sælger produktet til, der finansierer produktionen. På den måde får man ikke de store udgifter eller brænder inde med produkter, som måske ikke kan sælges. ”Det er en del af læren på Kreativ Iværksætter”, konstaterer Cindy.

Vigtigt med kontakter og et godt netværk
Men én ting er en god idé og færdige prototyper, noget andet er kunderne, for de kommer ikke af sig selv. Derfor er Cindy gået i gang med at se på, hvem der først skal have buddet om one2stir, og hun gør flittigt brug af sit netværk på Facebook og LinkedIn for at finde de rigtige kontaktpersoner. ”Planen er umiddelbart, at jeg skal kontakte Hay og Baresso. Måske Scanomat, der har automater stående rigtig mange steder. Jeg overvejer også tankstationer, og så har jeg tænkt på at lave det som firmagaver. One2stir har en bred vifte af potentielle købere og kan bruges mange steder og til mange forskellige ting.”

Cindy har p.t. tre jobs. Hun arbejder 20 timer som web- og salgsassistent i et grossistfirma, der sælger sportsudstyr, nogle timer som webmaster i et idrætscenter samt som butiksassistent i en smykke- og brillebutik. Hun har derfor rigeligt at se til i hverdagen, og aftener og weekender  bliver således inddraget for at få tid til one2stir.

 Glæder sig til fremtiden med one2stir
”Jeg glæder mig virkelig til fremtiden med den her ske. Det er det dér med at stole på sit eget design, og at det kan blive til mere end bare en tegning i skuffen. Jeg har i mange år arbejdet for andre og nyder de muligheder, sparring og samarbejde giver. Jeg kan samtidig mærke, at der skal ske noget mere med mine egne idéer også. Jeg vil please mig selv med den tilfredsstillelse, det giver i form af positiv feedback på mit eget design! Kreativ Iværksætter har givet mig blod på tanden, og jeg kan kun anbefale andre, der render rundt med idéerne i maven at få gjort noget ved det. Det er et kæmpe adrenalinrush at få lov til at holde sin ”tegning” i fysik form.”

Hvis du er interesseret i Cindys design, er du meget velkommen til at kontakte hende på: cvildgaard@gmail.com

Læs mere om one2stir
Læs mere om Kreativ Iværksætter
Følg familien Vildgaard på facebook https://www.facebook.com/vildgaardcompany

SONY DSC  SONY DSC SONY DSC

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..