Danmarks bedste kreative iværksættere laver animationsteater

Nyhed Af Line Ingberg Jepsen
      |      | Flere nyheder  »

Cinema dell’Arte vandt en 3. plads til den internationale finale i Creative Business Cup – verdensmesterskabet for kreative iværksættere, der løb af stablen 18.-20. november i København.

I juni i år vandt Cinema dell’Arte den danske udgave af Creative Business Cup med deres unikke teaterteknik, hvor skuespillere i en speciel dragt bliver til animerede figurer på et lærred, og til den internationale finale i København den 18.-20. november fik de en flot 3. plads vurderet ud fra, hvem der havde det mest innovative produkt med internationalt potentiale.

Se deres underholdende præsentationsvideo her: 

Den danske Jurys dom: Det bedste fra to tidsaldre i unik forening

”Cinema dell’Arte er ny teknologi over et gammelt koncept. Det er interaktivt. Det er cross-media. Det er kunst formidlet på en helt ny måde. Det er unikke teateroplevelser, og det kan bruges i alle mulige henseender, hvor man interagerer mennesker imellem. Og så har det i DEN grad internationalt potentiale. Det er uafhængigt af sprog og geografi og er derudover enormt skalérbart. Kun fantasien sætter grænser. Kunsten sejrede til Creative Business Cup, og det bliver en fornøjelse at følge Cinema dell’Arte fremover.” udtaler Berit Ritto fra Artlab, der sad med i den danske jury, og som også coachede duoen i forbindelse med deres præsentation og deltagelse i den internationale finale.

Interaktion med publikum

Bag Cinema dell’Arte står Petter Madegård og Jakob Balslev. Petter er oprindelig fra Sverige og uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole. Jakob er uddannet producer fra samme sted og arbejder i dagtimerne som producer på Zentropa. Det var på skolen, de fandt hinanden i en fælles vision og ønske om at genopfinde animationsfilmen og sparke nyt liv ind i noget af det gamle. Og det, der skulle være et kort filmprojekt, har nu vokset sig stort, og verden ligger åben for den driftige duo. Petter fik egentlig allerede i 2008 idéen om at bruge sin kærlighed til renæssancens masketeaterform ”Commedia dell’Arte” i sit virke som animationsinstruktør. Idéen om den digitale maske og visionen om at skabe anarki, liv og interaktion med animationsfilmen som medie begyndte at tage liv. I mødet med Jakob Balslev i 2010 konkretiserede planerne sig og kulminerede et halvt år efter i den første forestilling.

Har mange projekter i støbeskeen

Der er fuld damp under kedlerne i Cinema dell’Arte for tiden, og de to bagmænd arbejder stenhårdt på at omsætte den store interesse og nu ogå den flotte 3. plads til konkrete projekter. Det er indtil videre resulteret i samarbejdsaftaler med Tivoli, DR Ramasjang, Egmont og Baggårdteatret. Projekterne har vidt forskellig karakter, men hører alle til under den paraply, som Cinema dell’Arte har bygget op. Projektet med Egmont er for eksempel udviklingen af en app, hvor børn kan logge ind på et givent tidspunkt hver uge og se en live animationsfilm på deres Ipad og deltage med lyd og spil hjemme fra deres stuer – teknologien gør det altså muligt at interagere med folk i hele Danmark (ja, hele verden) på samme tid uden at miste fornemmelsen af, at man er med til at påvirke handlingen.

Elton John vil også lege med

Også selveste Elton John viste stor interesse for at bruge konceptet i forbindelse med sine koncerter, da Cinema dell’Arte i 2011 præsenterede deres koncept ved det store cross-media-forum Power to the Pixel i London. Drengene valgte dog at holde igen: ”På daværende spæde tidspunkt i konceptets udvikling – og på mange måder også i dag – ville vi gerne selv styre, hvad Cinema dell’Arte bliver brugt til, så det ikke kun bliver opfattet som en gimmick. Det har et kæmpe potentiale, så det dur ikke, hvis folk får den opfattelse, at det kun kan én ting. Det er startet som teater, men der er uanede muligheder i konceptet.” udtaler Jakob Balslev.

Det må man sige er blevet understreget  med den flotte placering i den internationale finale i Creative Business Cup.

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..