Artlab er et væksthus

Case Af Anne Aarup Bay
      |      | Flere cases   »

Torben Eskildsen fortæller om at dirigere 1600 mennesker i Operaen for første gang – om at være på Artlab for anden gang – og om at lære at fordele sine æg i forskellige kurve for tredje gang.

Torben Eskildsen er akademiker med musikvidenskab som hovedfag og har studeret sang på konservatoriet, og på hans kunstneriske cv står der fx Sydney og Versailles Operaen. Han har medvirket på mere end 70 cd’er, mens han som kunstnerisk konsulent har fået er række virksomheder til at synge løs – fx Novo Nordisk, Grundfos, Danske Bank, TDC og Coca Cola. Referencerne fejler intet, men alligevel har Eskildsen flere gange oplevet at ende i dagpengesystemet.

”Det forholder sig åbenbart sådan, at jeg bliver arbejdsløs hvert 7. år,” fortæller sanger og dirigent Torben Eskildsen, ”og første gang min arbejdsløshed resulterede i, at jeg kom på Artlab, var i 2001, da Anders Fogh Rasmussen kom til roret.”

Indtil da havde Eskildsen haft godt gang i biksen både som professionel sanger i forskellige kor og som korleder og underviser hos bl.a. det offentlige og organisationer som HK. Men med den nye regering blev en lang række råd, nævn og puljer inden for kulturen pludseligt nedlagt – og det samme gjorde stort set alle dirigentens kontrakter.

”Jeg troede, at jeg havde lagt mine æg i forskellige kurve, men det viste sig, at alle mine engagementer alligevel praktisk set lå inden for det samme felt – nemlig kulturlivet. Og så røg jeg på dagpenge.”

Fra 30% vækst til ingenting

Mens Torben var på Artlab første gang opstod idéen til at arbejde med teambuilding i det private, og han udviklede Teamsinging.dk. Firmaet rullede derudad i fem-seks år, indtil finanskrisens kradsede i slutningen af 2009: ”Der var stor efterspørgsel på mit arbejde, og jeg lavede en masse fantastisk spændende opgaver, som på flere måder kulminerede med 1.600 mennesker i Operaen, hvor de to selskaber Sonofon og Cybercity skulle synges sammen og blive til Telenor.

Men inden for meget præcise 14 dage stoppede det – alle mine juleforespørgsler blev aflyst, og der var ikke flere opgaver at få. Jeg var gået fra at have 30 % vækst i finanskrisens første periode til pludselig selv at være en del af den. Alle brancher blev ramt, og nu var det altså min tur. Og så var det, at det gik op for mig, at jeg igen havde lagt alle mine æg i den samme kurv: Jeg havde en masse forskellige opgaver i forskellige brancher – men var blevet forlovet med det private marked. Og så røg jeg på dagpenge igen.

Læg æggene i flere kurve

Men er man på dagpenge, må man ikke have selvstændig virksomhed: ”Jeg tænker ofte på Christian Haves titel ’Synlighed er eksistens’, og jeg skal da lige love for, at man efter den præmis ikke må eksistere, når man er i dagpengesystemet i dag. Man skal usynliggøres i en grad, der kan føles som et personligt overgreb.

Virksomheden skal lukkes, hjemmesiden skal lukkes, og du må ikke længere gøre opmærksom på, hvem du er, og hvad du kan. Jeg oplevede, at det faktisk er langt mere tidskrævende og besværligt at komme ud af et firma, end det er at starte op!” beretter Torben Eskildsen forundret.

”Jeg vil faktisk sige, at jeg har kæmpet for at komme på Artlab denne gang. Jeg synes, at jeg har mødt en del modspillere, og jeg vidste, at Artlab ville være en medspiller. Et år efter, at jeg søgte om at komme på kursus på Artlab igen, har jeg nu fået lov, og det har været virkeligt godt for mig. Det kursus jeg var på, hedder ’Kreativ virksomhed – forretningsudvikling’, og det handler virkeligt om udvikling af din forretning! Jeg har fået vendt bøtten – fået ’rebranded’ mig, som Berit (Ritto, instruktør) siger det – og lavet en version 2 af Teamsinging.dk,” fortæller Eskildsen.

”Jeg har som en af de få i Danmark fået lov til at starte op med selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse igen og fået styr på en facon til at fordele de her berømte æg på en bedre måde. Hvor jeg både får en ’basisdrift’ med fx længerevarende ansættelser som korleder i offentlige virksomheder – fx har jeg fået kontrakter med DTU og Idrætshøjskolen i Sønderborg – og så de hurtige one-nightstands med teamsinging i erhvervslivet.”

Mestre i at få musikere i arbejde

Torben Eskildsen planlægger at være helt ude af dagpengesystemet til juni. Den periode skal bl.a. bruges til at finde nye kunder og til at opdatere hans kommunikationsmateriale. Der skal laves ny hjemmeside, der skal laves en show-reel med optagelser fra bl.a. Operaen, og cv’et skal opdateres med de sidste fem års aktiviteter.

”Det har været skønt at være på Artlab igen. Stedet har fulgt med tiden, og Artlab er stadig verdensmestre i at få musikere i arbejde. Den værktøjskasse, der arbejdes med, møder jeg ikke andre steder. Jeg har ikke brugt det her billede før, men jeg ser faktisk Artlab som et væksthus, og underviserne er gartnere. Det er vidunderligt at være blomst i dette hus, at blive beskåret og vandet. Jeg har fået indspark og tid til at kigge mig selv igennem og genopfinde det, jeg kan.”

Vi håber ikke at se Torben igen om 10 år – men bliver det aktuelt, er han mere end velkommen!!

Kursus
Karriere
Markedsføring
Iværksættere
Ledige

Kreativ virksomhed – forretningsudvikling

  • Gør dit koncept stærkt og unikt
  • Find dit marked & din målgruppe
  • Sæt gang i markedsføring & salg
  • Torben Eskildsen: www.teamsinging.dk 

    ARTLAB UDBYDER LIGE NU

    Henter ydelser..