Artlab gav mig styr på freelancelivet

Nyhed Af Line Ingberg Jepsen
      |      | Flere nyheder  »

”Jeg trængte til at få styr på min dagligdag, til ikke at bruge al min tid på administration og til at få fokus tilbage på det, det hele egentlig handler om: musikken” – Rose Munk Heiberg, dirigent og freelancer

Rose Munk Heiberg er dirigent og har mange jern i ilden. Så mange, at hun sidste år havde brug for at få overblik, så hun bedre kunne prioritere sin tid og økonomi. Derfor tilmeldte hun sig Artlabs kursus ’Freelancekunstner’ for kunstnere, der gerne vil udvikle deres freelancekarriere.

En udfordring at være freelancer

Rose Munk Heiberg er uddannet først på Musikvidenskab med Musikledelse og siden på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som dirigent i Ensembleledelse. Nu er hun freelancer og arbejder fast som dirigent for to kammerkor og Københavns Ungdomssymfoniorkester (KUSO).

Ifølge Rose er det lidt af en udfordring at arbejde som freelancekunstner, da man står med ansvaret for det meste af sit arbejdsliv selv. Der er tit mange projekter i gang på samme tid, og det er en stor udfordring at balancere mellem praktiske og kunstneriske opgaver. ”Og så er det også svært at takke nej til ting, når man er sin egen arbejdsgiver. Alting er jo potentielt spændende, givende og kunstnerisk udviklende. Jeg har kæmpet en del med ikke at have så travlt, at jeg bare bliver stresset hele tiden”, fortæller Rose.

Fik struktur og overblik

For at få nogle flere værktøjer til, hvordan man bedst strukturerer sit liv som freelancer, tilmeldte Rose Munk Heiberg sig derfor kurset ’Freelancekunstner’ på Artlab sidste år. ”Jeg trængte til at få styr på min dagligdag, til ikke at bruge al min tid på administration og til at få fokus tilbage på det, det hele egentlig handler om: musikken. Som freelancer står man for så meget selv, at man hurtigt bruger en stor procentdel tid kun på praktiske og administrative opgaver – og det er jo egentlig ikke tanken med freelancerlivet”, forklarer hun.

Inden kurset havde Rose deltaget i en del små-projekter, assisteret som dirigent på mindre produktioner og undervist i klaver, og hun havde også dengang sine to kor og sit orkester. ”Det, der er ændret, er, at jeg er stoppet på dagpenge, har fået flere elever, og så synes jeg, at jeg har fået langt mere ro. Jeg lærte nemlig i særlig grad at administrere min hverdag som freelancer. Jeg havde rigtig meget i gang arbejdsmæssigt allerede inden, jeg startede, så for mig handlede det om at få styr på min hverdag. Både i forhold til at sætte realistiske grænser for mig selv og vælge, hvad der giver mening at bruge tiden på. Jeg tror ikke, at hverken mit kunstneriske niveau eller min indkomst ville have det nær så godt i dag, hvis jeg ikke havde fået den inspiration og de konkrete værktøjer, jeg fik hos Artlab”, fortæller Rose.

Nye projekter

Udover inspiration og værktøjer har Rose også fået blod på tanden i forhold til at starte et helt nyt projekt. ”Jeg var allerede inden kursusstart begyndt at tale med min bror, der er koreograf, om at lave et større fælles projekt, som kombinerer det, han laver, med det jeg laver. På kurset fik vi undervisning i, hvordan man opbygger og søsætter nye projekter, store som små, og her fik jeg virkelig arbejdet igennem mange processer og tog skridt på vejen, jeg slet ikke vidste fandtes. Det har været en mangeårig drøm for os begge, og den er nu efterhånden ved at blive til virkelighed”, siger Rose.

 ”Jeg vil helt bestemt anbefale andre kunstnere at gå på et kursus som Freelancekunstner! Det giver nogle helt konkrete værktøjer til at starte selvstændige projekter, skrive ansøgninger, administrere sin økonomi og få mere overskud i freelancehverdagen. Ud over det, så var det et godt netværksprojekt, og jeg har allerede arbejdet sammen med flere fra kurset”, afslutter Rose Munk Heiberg.

Kursus coaching
Karriere
Ledige

Kunsten at freelance

KUNSTEN AT FREELANCE
– skab en bæredygtig jobmodel!

Fakta om pilotprojektet ’Freelancekunstner’
84,6 % af deltagerne på Freelancekunstner havde arbejde på fuld eller deltid seks måneder efter afslutningen af kurset. Erfaringerne fra kurset er ført videre i et 8-ugers kursus for ledige, ’Kunsten at freelance og udvikle nyt’. Beskæftigelseslovgivningen giver fra 1. april ikke særlige muligheder for kunstnere ift. jobrettede kurser, men Artlab arbejder på at finde nye veje/tilbud til ledige. Hold øje med artlab.dk og Artlabs Facebookside.

ARTLAB UDBYDER LIGE NU

Henter ydelser..